12. maj 2010
Pressemeddelelse
Det hidtil sværeste år i Lemvigh-Müllers historie
J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S’ årsregnskab for 2009 er netop blevet godkendt på selskabets generalforsamling. Driftsselskabet Lemvigh-Müller A/S har i 2009 et primært driftsresultat på –466 mio. kr. før skat og finansielle omkostninger samt en omsætning, der faldt med en tredjedel fra 7.426 til 4.880 mio. kr. Resultatet efter skat er –387 mio. kr., hvilket må betegnes som særdeles utilfredsstillende.
Der er ingen tvivl om, at 2009 har været det hidtil vanskeligste og mest udfordrende år i Lemvigh-Müllers historie. Lavkonjunkturen slog allerede ved årets begyndelse igennem med fuld styrke, hvilket medførte en massiv opbremsning inden for både byggeri, industri og teknisk installation. Samtidig faldt stålpriserne kraftigt, hvilket betød, at samtlige Lemvigh-Müllers forretningsområder blev ramt særdeles hårdt.
I det primære driftsresultat er indeholdt en række betydende poster:
- 55 mio. kr. er hensat i forbindelse med en meget omfattende restruktureringsproces og organisationstilpasning i 2009.
- 34 mio. kr. kan henføres til negative resultater for datterselskaberne LMG Maskiner A/S og Ferronet A/S.
- 16 mio. kr. skyldes nedskrivning af goodwill som følge af nedlukning af LMG Maskiner A/S og Ferronet A/S.
- 9 mio. kr. er ekstraordinært hensat til tab på debitorer.
Tilsammen udgør disse poster 114 mio. kr., hvilket betyder et reguleret driftsresultat på –352 mio. kr. før skat og finansielle omkostninger. – Vi hverken kan eller vil tale os uden om, at resultatet er klart utilfredsstillende, også selv om man tager de enestående store udfordringer i betragtning, som både vi og branchen har måttet kæmpe med i 2009, siger Adm. direktør Morten Jørgensen, Lemvigh-Müller A/S. Når det så er sagt, så har vi en tro på, at en række in- og eksterne faktorer så småt begynder at pege i den rigtige retning, også selv om det endnu er alt for tidligt at erklære krisen for overstået.
Effektivisering, strukturelle ændringer og nye it-systemer
Allerede fra starten af 2009 og gennem resten af året, iværksatte Lemvigh-Müller flere tiltag, der skulle sænke omkostningsniveauet: Detailkæden Cascade blev frasolgt og adskillige salgsafdelinger lukket. De tabsgivende datterselskaber Ferronet A/S og LMG Maskiner A/S blev lukket og integreret i moderselskabet, og der blev gennemført omfattende strukturelle forandringer, som skulle geare virksomheden til fremtiden. I alt mere end 700 stillinger, svarende til 35 pct. er blevet nedlagt, enten ved opsigelser eller naturlig afgang.
- Selv om effekten af alt dette endnu ikke har slået fuldt igennem, er vi nået langt og har foreløbig sænket vores omkostningsniveau med ca. 25 pct., fortæller Morten Jørgensen. Samtidig har vi i efteråret 2009 forenklet og strømlinet vores organisation, så den i langt højere grad er målrettet vores mest betydende kundesegmenter inden for stål og metal, industriteknik og tekniske installationer. Endelig har vi med succes afsluttet implementeringen af en ny, fælles SAP it-platform, som binder hele virksomheden sammen. Vi har således fuldendt fusionen mellem det gamle LMG Lemvigh-Müller og Louis Poulsen El-teknik, oven i købet i et historisk slemt kriseår. At det overhovedet har kunnet lade sig gøre, synes jeg også siger meget om ånden og sammenholdet i virksomheden. Specielt da ingen kan være i tvivl om, at der er blevet trukket store veksler på alle medarbejdere.
Grund til forsigtig optimisme
- Vinteren har været hård, men på det seneste har vi set lyspunkter og fornemmer en spirende optimisme, som medfører en stigning i efterspørgslen, siger Morten Jørgensen. Det er gode tegn, og efter lang tid med stor nedgang, tror vi, at vi har set bunden, og at det vil gå fremad, om end det vil komme til at gå langsomt. Vi har derfor indstillet os på, at markedet er skrumpet, og at konkurrencen vil blive skærpet yderligere i de kommende år, og det er det, vi nu har gearet vores forretning til. Når det er sagt, så vil vi fortsætte med at effektivisere forretningen, så vi sikrer, at vi fremover kan præstere rimelige resultater. Overordnet set så tror vi, at vi med en trimmet, kompetent og motiveret virksomhed, moderne it- og logistiksystemer samt ikke mindst meget kapitalstærke ejere er klar til fremtiden og vil komme styrket ud på den anden side af krisen.
Med venlig hilsen
Lemvigh-Müller A/S
Henvendelse til denne pressemeddelelse kan rettes til adm. direktør Morten Jørgensen på telefon 33 14 14 14.