Login lemu.dk

Få adgang til over 300.000 forskellige produkter

Indtast din e-mail og få tilsendt din kode:

Fortryd
da
news image

Teknisk og detaljeret artikel om zensehome

Zensehome er et Home Automation og Life-cycle system, der består af el-installationsenheder med indbygget intelligens, og i sin form passer ind i de traditionelle LK Fuga dåser.

Alle funktioner ligger decentralt i enhederne herunder patenteret energimåling i hver stikkontakt, hvert lampeudtag, DIN-modul og Universaludtag og så fremdeles.

Zensehome-enhederne kommunikerer indbyrdes via de monterede eller allerede eksisterende 230V ledninger i bygningen, og fræsning af nye ledninger i en eksisterende husholdning er derfor ikke nødvendig. Kommunikationsmetoden benævnes Power Line Communication og fungerer ved, at Zensehome overlejrer det almindelige 310V (230V) 50Hz sinussignal med et 110kHz signal på ca. 1.25V. Der kommunikeres således ikke trådløst.
Kommunikationsmetoden betyder, at der ifm. installation af Zensehome ikke skal trækkes specielle kabler eller guide-ledninger - systemet anvender den almindelige kabling. I forbindelse med nybygning og renovering skal selve ledningsføringen derfor i væsentligt grad udføres på traditionel vis - dog uden de sædvanlige korrespondance-forbindelser, men med 0 (nul) og fase til hvert udtag og betjeningstryk.

Ud over de 3 grundlæggende enheder (betjeningstryk, stikkontakt og lampeudtag) består systemet i dag af lampeudtag med relæ eller dæmp, og med eller uden bevægelsessensor, universal-udtag til udendørs brug eller på lofter samt en serie af DIN-moduler til tavleinstallation, der kan tilvejebringe den samme funktionalitet som de væg- og loftmonterede enheder kan. Hertil kommer PC-box'en, der ligeledes kommunikerer via 0 (nul) og fase (230V) til alle enhederne, således at disse kan konfigureres, og forbrugsdata kan blive opsamlet over ledningsnettet.
Som grafisk indgang til hele zensehome-installationen anvendes et særdeles brugervenligt PC-program, Zense HomeControl, med en meget simpel brugergrænseflade til at programmere og konfigurere enhederne, og bearbejde de opsamlede forbrugsdata.

Systemet gør det muligt for brugeren selv at "programmere" sin bolig, således at der opnås en lang række fordele i relation til komfort, sikkerhed og ikke mindst energibesparelser. F.eks. kan man på simpel vis programmere et betjeningstryk til at tænde og slukke for stikkontakterne rundt i stuen, eller andre intelligente enheder i hele husholdningen. Softwaren gør det også muligt at tilpasse sin installation ud fra et bredt spænd af funktioner, herunder astro-ur, lyssensor, og PIR. 

Den indbyggede timer og energimåling gør det samtidig muligt for brugeren løbende at overvåge boligens energiforbrug helt ned på hver enkelt enhed, samt på kategorier af forbrug, f.eks. køkkenudstyr, belysning, IT-og multimedie, varme m.v. Zensehome software gør det også muligt at få strømforbruget omregnet til bl.a. valuta, så man derved kan se de økonomiske omkostninger ved ens forbrug. 

Til information kan Zensehome-enhederne maksimalt håndtere 13A (230V), og der er ikke udtag til 2- og 3-faset udstyr.
Zensehome kan dog håndtere pulser(S0) fra bimålere til f.eks. el, vand, varme osv., så hele huset forbrug af vand, varme, el til ovn eller spa o.s.v. opsamles i Zense HomeControl.

Med ovennævnte produktserie kan zensehome tilbyde forbrugeren en række unikke fordele:

  • Husholdningen får helt nye muligheder for at etablere intelligent styring af boligens el og dermed opnå økonomiske besparelser såsom eliminering af Standby forbrug, logning af adfærdsmønster for elforbrug etc.
  • Øget komfort ved scenarier (f.eks. 'Sluk alt i stue og køkken', eller et 'Godnat'-scenarie)
  • Øget sikkerhed ved etablering af ferie- og ”ikke-hjemme” scenarier vha. Hjemmesimulering.
  • Overvåge og styre boligens elektriske installationer fra PC, iPad eller Smartphone.

Hos Zense Technology A/S skal man kun købe Zensehome-enhederne - resten følger med gratis herunder PC-software, App's til iOS og Android, alle Zensehome-funktioner, softwareopdateringer og support. Man skal derfor ikke tilkøbe nye funktioner, eller opretholde et dyrt abonnement til løbende support eller firmware-opgraderinger. Det følger alt sammen med i købet af enhederne. Samtidigt muliggør måden systemet er opbygget på, at man erstatter få enheder i sin husholdning ad gangen, og langsomt opbygger sin zensehome installation over tid. 
 
Husk at tilmelde dig zensehome kurset
Kuset afholdes både i Kolding og Herlev. Tilmeld dig i dag - der er et begrænset antal af pladser!


;