Login lemu.dk

Få adgang til over 300.000 forskellige produkter

Indtast din e-mail og få tilsendt din kode:

Fortryd
da
Åbn

Tømmermandsguide: Sådan kommer du igennem 1. januar

Det er de færreste, der ønsker besøg af elektrikere den 1. januar – for det betyder formentlig, at strømmen er røget. Men der er en faggruppe, som er endnu mere frygtet: Tømmermænd.

Regner du med et besøg af de berømte, berygtede og bankende mænd? Her har du en guide til alt det, der skal til for at komme igennem nytårsdag.

1) Hvile og fjernsyn

Skihop

Den måske allerbedste kur mod tømmermænd er hvile. Så bliv endelig liggende i din seng – eller hvor du nu dratter om. Men stil vækkeuret til kl. 13.50, så du kan slæbe dig hen foran fjernsynet og stene skihop fra Garmisch-Partenkirchen. Det er en zen-oplevelse, som er en god modvægt til tømmermændenes hamren, boren og banken i dit stakkels kranie. 

Klassisk koncert

Hvis du ikke kan overskue tanken om overfriske skisportstyper, kan du også tage hul på det nye fjernsynsår med wienerfilharmonikerne, der spiller koncert kl. 12.15. Det kan godt være, at du ikke plejer at være til klassisk musik, men det er en af verdens mest sete TV- udsendelser, så noget må wienerbasserne kunne … prøv det!

Drukfilm

En tredje mulighed er, at du streamer en film om nogen, der har det værre end dig. Så du får det lidt bedre med dig selv. Vi anbefaler de amerikanske tømmermændsfilm 'The Hangover' 1, 2 og 3 – så kan du glæde dig over, at du i det mindste ikke er vågnet op med en tiger på badeværelset. 

2) Væske og medicin

Hovedpinepiller

Ondt i hovedet? Du orker ikke at rode rundt efter noget døgnapotek den 1. januar. Husk derfor at tjekke din medicinbeholdning et par dage i forvejen – og hav glasset med hovedpinepiller stående klar ved din seng. 

Vand

Vand er måske dén bedste 'reparationsdrik', du kan byde din krop – for alkoholen har drænet dig for vand, og det er med til at give dig hovedpine. Så stil også en stor kande vand klar ved din seng, så kan du både tage en ordentlig slurk, inden du falder omkuld, og blive skyllet ordentligt igennem, når du vågner.  

Reparationsdrik

En enkelt, lille genstand kan lindre tømmermændene (det er der en biokemisk forklaring på, men den skal du ikke bryde dit plagede hoved med), så du kan overveje at gå i køkkenet og blande denne lægegodkendte tømmermandsdrik med vodka, banan, skyr og appelsinjuice.

3) Salt og sukker

Burger

Din krop skriger på salt og fedt, og du kommer næsten ikke uden om at fråde en tømmermandsburger nytårsdag. Det er tæt på obligatorisk. Om du vil købe ind til den dagen i forvejen, slæbe dig af sted til den lokale burger-joint eller bestille take away, må komme an på dagsformen. 

Banan. Suppe. Yoghurt

Måske er du i en tilstand, hvor salt og fedtet fastfood vil forværre kvalmen. Så må du genoverveje burgeren og i stedet lave et raid på mere lette fødevarer. Bananer har ry for at være gode mod tømmermænd. Du kan også prøve dig frem med flydende spiser som suppe og yoghurt. 

Slik

Når du har tømmermænd, kan blodsukkeret falde – og det gør hovedpinen meget værre. Så her har du den perfekte undskyldning for at fylde dig med vingummi, chokolade, bolsjer og lakrids. Og cola. For guds skyld cola. Kold.  

GODT NYTÅR - og god tømmermandsdag!

LEMU bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Hvis du accepterer og/eller lukker denne besked, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på LEMU.dk