Login lemu.dk

Få adgang til over 300.000 forskellige produkter

Indtast din e-mail og få tilsendt din kode:

Fortryd
da
news image

Fra flygtning til fast fleks

På Lemvigh-Müllers centrallager i Odense hjælper man mange forskellige mennesker med at finde vej til arbejdsmarkedet. En af dem er 55-årige lagerekspedient Awda Yasir Alwaailly

Flash-back til 1990.

Åbenlys modstand mod Iraks daværende diktator Saddam Hussein tvinger Awda Yasir Alwaailly på flugt. Som kaptajn i hæren står han øverst på listen af personer, som skal anholdes. Awda Yasir Alwaailly er heldig at slippe levende ud.

Jeg vil bare hjem

Efter 7 år i en flygtningelejr i Saudi-Arabien, hvor han arbejdede på lejrens sygehus, kommer han til Danmark. Egentlig mod sin vilje. Han har allerede en gang afslået at komme til Europa:

”Jeg havde fokus på at komme hjem og kunne ikke se nogen grund til at tage langt væk til et sted, som var så anderledes end det, jeg kendte. Jeg ville hjem til min familie i Irak”, fortæller Awda Yasir Alwaailly. Udsendte fra Dansk Flygtningehjælp, som han mødte, fik ham dog til at indse, at fred og sikkerhed i Irak lå langt ude i fremtiden. Han fik opholdstilladelse og kom til Fyn i 1997.

Det skal være normaltLemvigh-Müller

Her var hans plan klar: Han skulle integreres. Han ville lære og forstå dansk, vores kultur og uskrevne regler og vores værdier.

Skulle han leve i Danmark, skulle det være normalt, som han siger.

”Jeg var kun 35 år og havde masser, jeg kunne give. Min filosofi var at kende folk og blive kendt”, siger Awda Yasir Alwaailly. Han engagerede sig lokalt, bl.a. som tolk i et asylcenter og i den lokale volleyball-klub og fik efterhånden et godt netværk.

Hans oprindelige landbrugsuddannelse fra Irak kunne han dog ikke bruge.

De mødte mig med respekt

Efter at have forsøgt sig som selvstændig i nogle år i Vollsmose, kom han via Odense kommunes virksomhedscenter i praktik på Lemvigh-Müllers store centrallager. Opholdet, der var bestemt til at vare tre måneder, er endt med et fast fleksjob på 15 timer for den i dag 55-årige Awda Yasir Alwaailly. Han siger om mødet med Lemvigh-Müller:

”At jeg kom i aktivering her, var bare rigtig godt. Jeg blev mødt med respekt og en ’vi har brug for dig’-holdning. Jeg fik ansvar og lov til at løse problemer selv. Men man er ikke bare som en maskine her. Jeg fik 100 kolleger og et nyt socialt liv. Her hjælper man hinanden og prøver at få alle til at lykkes”.

 

Så mange er de på centrallageret i Odense

Lemvigh-Müllers centrallager i Odense har 150 ansatte. Ud over at stille 15 faste virksomhedspraktikpladser til rådighed for Odense Kommune har centrallageret pt. otte medarbejdere ansat i fleksjob, to i løntilskud, fire IGU-elever (integrationsgrunduddannelsen) og ti lager- og logistik elever
 
;