Login lemu.dk

Få adgang til over 300.000 forskellige produkter

Indtast din e-mail og få tilsendt din kode:

Fortryd
da
news image

Hjælp kunderne med at få styr på kemiprodukterne!

Nu kan Lemvigh-Müller hjælpe med at håndtere kemiprodukter – et område med mange regler, og som er vigtige at have helt styr på.

kemiservice
Miljøassistent Sten O. Weiler har styr på kemien
Stål- og teknikgrossisten tilbyder nu deres kunder at hjælpe med at håndtere diverse kemiprodukter, og det kan spare mange, især mindre installations- og byggevirksomheder, tid og ressourcer. På den måde kan man undgå de konsekvenser det kan have ikke at have styr på det. Det fortæller Lemvigh-Müllers kemispecialist Sten O. Weiler mere om her.

Hvad går Lemvigh-Müllers kemiservice ud på?

”Kort fortalt så kan vi hjælpe kunderne med at spare tid, overholde lovgivningen og holde styr på sikkerheden i forbindelse med brugen af kemiprodukter. Det foregår konkret ved, at jeg tager med vores sælgere på kundebesøg. Her gennemgår jeg bl.a. omfanget af deres kemiprodukter og tjekker, at de tilhørende sikkerhedsdatablade er korrekte og opdaterede. Jeg gennemgår også virksomhedens beredskabsplaner, flugtveje, opbevaring af kemiprodukter og andre forhold, der har betydning for, hvordan produkterne skal bruges. Og på den baggrund hjælper jeg med at udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger, også kaldet APB, for hvert enkelt produkt og opretter APB’erne elektronisk”.

Hvorfor har kunderne brug for hjælp til det?

”Der er mange regler for brugen af kemiprodukter, og det kan tage lang tid at indhente, udarbejde og opdatere den lovpligtige dokumentation. I mindre installations- og byggevirksomheder har man typisk ikke en medarbejder ansat til det. Så er det måske en håndværker, der bliver bedt om at klare det. Det er tid, der går fra kerneopgaverne, og som ikke kan faktureres. Mange kender måske heller ikke reglerne og ved ikke, at produkter som fx helt almindeligt trælim og opvaskemiddel også kræver et sikkerhedsdatablad og APB”.

Hvad er konsekvenserne, hvis der ikke er styr på kemiprodukterne?

”Ud over, at man risikerer at få påbud og bøder fra Arbejdstilsynet, så handler det om sikkerhed. Sikkerhedsdatabladene og APB’erne skal sikre, at de medarbejdere, der anvender kemiprodukterne ved, hvilke værnemidler de skal bruge, og hvilke forholdsregler de skal tage for ikke at udsætte sig selv for fare.

Ser man på Lemvigh-Müller som forhandler af kemiprodukter, så skal vi også overholde en række regler. Hvis en kunde bestiller et kemiprodukt, hvor sikkerhedsdatabladet mangler, så bliver varen stoppet på centrallageret, for så kan den ikke mærkes og pakkes korrekt, og vi skal også overholde lovgivningen om farligt gods. Det har den konsekvens, at kunden må vente på sin vare, til der er kommet styr på det – med risiko for, at han vælger at købe produktet et andet sted”.

Hvordan tager kunderne imod servicen?

"Foreløbig har jeg været med til 3-4 kundemøder, og det er umiddelbart gået godt. Jeg har ikke hørt så meget, men jeg satser på, at intet nyt er godt nyt! Når jeg først har fået startet arbejdet med at håndtere dokumentationen, er det nemlig relativt nemt at vedligeholde for kunden”.

Fakta

  • Miljøassistent Sten O. Weiler sidder til daglig med Lemvigh-Müllers kemihåndtering og har også ansvaret for farligt gods samt produktanmeldelse til Arbejdstilsynet af visse stoffer.
  • Ud over at brugen af kemiprodukter er underlagt en række regler om dokumentation i form af sikkerhedsdatablade og arbejdspladsbrugsanvisninger (APB), er der også regler for pakningen og transporten af farligt gods.
  • Arbejdsgivere er forpligtet til at udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger (APB), hvis virksomhedens ansatte arbejder med stoffer og materialer, der vurderes farlige. APB’en skal omhandle de lokale forhold i virksomheden for brugen af stoffet.
  • Producenters lovpligtige brugsanvisning, kaldet sikkerhedsdatablad, for stoffet kan bruges som grundlag for udarbejdelsen af APB’en.
  • Farligt gods er stoffer og genstande, som kan forårsage skader på mennesker, dyr, bygninger og miljøet fx fordi de er eksplosive, brandfarlige eller ætsende.

 


;