Batterisalget buldrer frem: Markedet vil have fleksible energiløsninger
Lemvigh-Müller oplever markant vækst i salget af energiløsninger særligt solceller, invertere og batterier.
I takt med den øgede elektrificering og stigende pres på elforsyningen oplever Lemvigh-Müller en voldsomt stigende efterspørgsel på energiløsninger. I industrisegmentet har Lemvigh-Müller i år til dato oplevet en vækst på 229 procent i nettoomsætningen (jan-maj 2026), primært drevet af solceller til store energiparker. Samtidig er nettoomsætningen på solceller og invertere til el-installatører vokset med 184 procent (jan-maj 2026) med solceller og batterier som de vigtigste drivere.
Der er især god efterspørgsel på batteriløsninger til private, heriblandt AEG ECOHome, som Lemvigh-Müller er eneforhandler af i Danmark.
”Vi ser et stærkt match mellem det, AEG ECOHome kan og det, vores kunder efterspørger. Og vi oplever allerede en tydelig interesse i markedet, hvor kunderne tager godt imod løsningen og kan se værdien i den samlede pakke,” siger Thomas Cittrup Andersen, segmentdirektør for EL i Lemvigh-Müller.
AEG ECOHome er udviklet som en samlet energiløsning til boliger og mindre erhverv. Løsningen omfatter solceller, hybridinverter og batteri, styret via én platform og én app. Fremadrettet bliver løsningen udbygget, så også varmepumpe og EV-lader kan indgå i et fuldt integreret energiøkosystem i hjemmet, hvor produktion, lagring og forbrug af strøm i højere grad arbejder sammen.
Overskydende strøm fra solcellerne kan lagres i batteriet, bruges i hjemmet eller sendes videre til opladning af elbilen. Samtidig kan batteriet lades op, når strømmen er billig, og bruges igen, når prisen eller belastningen på elnettet er højere.
TA-Elteknik tester batteri på egen matrikel
En af de installatører, der oplever den stigende efterspørgsel tæt på, er TA-Elteknik i Sønderjylland. Virksomheden løser opgaver inden for el, varme og ventilation for både private, erhverv, landbrug, skoler, butikker, institutioner og boligprojekter.
Særligt salget af solceller fylder meget hos TA-Elteknik, og lige nu er det især kombinationen af solceller og batterier, der vækker interesse især fra privatkunder, men også fra landbrugskunder, der vil lagre strømmen og bruge den mere intelligent.
For at kunne rådgive kunderne bedre har medejer Claus Andersen selv installeret en AEG-løsning i sit hjem, hvor han har kombineret solceller med et AEG-batteri.
“Jeg ville prøve løsningen af selv, før vi for alvor anbefaler den til kunderne. Det giver en helt anden troværdighed, når man kan sige, at man selv har den stående derhjemme, og at man ved, hvordan den fungerer i praksis,” siger Claus Andersen.
For ham er fordelene ved AEG-batteriet især brugervenlighed, design og enkel installation. Løsningen har indbygget smartmeter, som måler strømforbruget i huset og styrer opladningen af batteriet. Samtidig gør displayet i fronten det nemt at følge med uden at koble en computer til.
“Det er et smart system, og det ser pænt ud. Det virker gennemtænkt, og det er nemt at installere. Det er plug and play på en måde, hvor man ikke skal opfinde alting selv rent teknisk,” siger han og fortsætter:
“Det, der imponerer mig mest, er, at det hele virker så enkelt. Det er smart, det ser godt ud, og det er nemt at arbejde med. Og når man selv har prøvet det, bliver det også meget lettere at forklare værdien til kunderne.”
For mange kunder handler interessen for solceller og batterier både om økonomi og om ønsket om at udnytte energien bedre. Det samme gælder for Claus Andersen, som forventer at kunne spare 30.000 kroner om året eller mere.
Selvom teknologien er vigtig, handler salget af energiløsninger i høj grad også om tillid. En samlet solcelle- og batteriløsning er en stor investering for mange kunder, og derfor betyder det noget, at installatøren selv kan vise løsningen frem.
“Det styrker troværdigheden, at jeg selv har valgt den. Det er lettere at sælge noget, man kan lide, og som man ved virker. Jeg kan tage kunderne med hjem og lade dem se og mærke løsningen. Når man skal investere i omegnen af 100.000 kroner, vil man gerne vide, hvad man køber,” siger Claus Andersen.
Batterier binder energisystemet sammen
Hos Lemvigh-Müller ser man batterier som en central del af fremtidens energiløsninger. I takt med at flere funktioner i samfundet elektrificeres, og elnettet bliver belastet på nye måder, bliver behovet for fleksibilitet større. Og det betyder, at el-installatørens rolle bliver mere strategisk. Det handler ikke længere kun om at montere enkeltprodukter, men om at forstå og samle hele energisystemer, så teknologierne fungerer intelligent sammen.
“Installatøren bliver en stadig vigtigere rådgiver for kunderne. Når solceller, batterier, varmepumper og ladeløsninger skal spille sammen, kræver det både teknisk indsigt og løsninger, der er enkle at installere, bruge og forklare,” siger Thomas Cittrup Andersen.