26. maj 2020

Har DS/HD60364 betydning for valg af automatsikringer?

Kabeldimensionering i boliger har i mange år foregået via tabel 801 A og SB afsnit 6, som angiver en simpel metode til dimensionering af kabler i boliger.

Kabeldimensionering i boliger har i mange år foregået via tabel 801 A og SB afsnit 6, som angiver en simpel metode til dimensionering af kabler i boliger.

Fulgtes forholdene, kunne kabler fremføres uden at skulle tage højde for fremføringsmetode, omgivelsestemperatur eller samlet fremføring af flere strømkredse.

Hvad siger DS/HD60364 i dag?

Begge disse forhold er nu væk i den nye installationsstandard DS/HD60364. Den er dog ikke en særlig simpel metode for kabeldimensionering i boliger, og §435.1 angiver nu, at beskyttelsesudstyr skal overholde kravene i pkt. 433 og 434 for hhv. overbelastnings- og kortslutningsbeskyttelse.

Boliger er sidestillet med alle andre typer installationer, og kabler skal dimensioneres iht. DS/HD60364. Dette kan naturligvis gøres i hånden, men langt de fleste vil måske bruge et stykke software. Og når man nu begynder at regne på en boliginstallation, vil man sandsynligvis opdage en udfordring med kortslutningsniveauer, som man måske ikke tidligere har været opmærksom på.

Hvor kommer udfordringen fra?

Fællesregulativet angiver kortslutningsniveauer ved tilslutning i kabelskab:

  • Maks. kortslutningsstrøm på 16 kA
  • Min. kortslutningsstrøm på 5 gange stikledningssikringens mærkestrøm
  • Tilladt at måle aktuelle kortslutningsniveauer, men de skal verificeres et netselskab for anvendelse

En normal boliginstallation vil være forsynet via 25A smeltesikringer i kabelskabe, hvilket giver et min. kortslutningsniveau på bare 125A. Det vil meget hurtigt falde til måske 70-80A i en almindelig installation med 30-40 m stikledning og bare 20-30 m 1,5mm2 gruppekabel.

Hvorfor er det en udfordring?

Det vil betyde, at en 10A C-karakteristik automatsikring (MCB) ikke længere kan garanteres at koble ud via dens kortslutningsudløser, som i værste tilfælde skal have en overstrøm på 10x mærkestrømmen altså 100A. Kontrol af kortslutningsbeskyttelse vil være simplere, hvis udkobling sker via kortslutningsudløser og dermed inden for 0,1 s. Anvendes i stedet en B-karakteristik automatsikring, så vil øjebliklig udkobling være garanteret ved 5 gange automatsikringens mærkestrøm.

Er det et krav, at en MCB udkobler på kortslutningsudløseren?

I forhold til kortslutningsbeskyttelse af kabler er det ikke et krav, men det vil så kræve aflæsning af den aktuelle udkoblingstid og sammenholde det via formlen i DS/HD60364 §434.5. Sker udkoblingen via kortslutningsudløseren, skal kablets tilladelige energimængde (k2S2) sammenholdes med beskyttelseskomponents gennemløbsenergi, hvilket er konstante værdier for de forskellige tværsnit og typer/størrelse af automatsikringer mm.

Et sted, hvor det vil være et krav, er i forbindelse med en ny tabel fra Sikkerhedsstyrelsen til simpel dimensionering af mindre strømkredse, altså en slags afløser til tabel 801A, men som er gældende for alle typer installationer, ikke kun boliger. For at bruge denne tabel er én af betingelserne, at min. kortslutningsstrømmen skal kunne udkoble automatsikringen via kortslutningsudløseren.

Så selvom man vælger at anvende tabellen til simpel dimensionering, skal man stadig beregne og dokumentere, at minimum kortslutningsstrømmen er høj nok til at kunne sikre øjebliklig udkobling. Sådan en beregning vil nemt kunne laves med software som fx Simaris Design, men programmet vil samtidig også udføre kabeldimensioneringen iht. 60364-standarden, og så vil den ”simple” tabel ikke længere være relevant.

Er det en ny udfordring?

Nej, det her er ikke en udfordring, som er opstået på grund af overgangen fra SB afsnit 6 til DS/HD60364, den har altid været der. Men da boliginstallationer tidligere er blevet lavet ud fra tommelfingerregler og simple tabeller, har udfordringen måske ikke været i fokus. Brugen af software til dimensionering af kabler i boliger vil derimod synliggøre udfordringen, og vi vil nu være nødsaget til at tage stilling til den.

Er en B-karakteristik MCB så løsningen på alle problemer?

Det vil kunne være en løsning i mange installationer, hvor kortslutningsstrømmen er lav, men B-karakteristikken kan også give udfordringer fx i forbindelse med startstrømme fra stort håndværktøj. Det kan betyde, at MCB’er til fx værkstedet i en bolig skal være en C-karakteristik, og så må man dimensionere kablet efter det.

Det er måske også værd at notere, at B-karakteristik MCB’ere i mange år har været anvendt som standard i boliginstallationer i Tyskland, som vi ofte sammenligner os med.