30. oktober 2020

Slots- og Kulturstyrelsen har valgt Lemvigh-Müller som leverandør til 57 lokationer

Lemvigh-Müller skal levere elartikler og værktøj til Slots- og Kulturstyrelsens vedligeholdelse af slotte, haver og kulturejendomme – i alt 800.000 m2 og 500 hektar haveanlæg fordelt på 57 lokationer.

Fokus på B2G bærer frugt

Et stærkt fokus på B2G-markedet bærer frugt hos Lemvigh-Müller, som fremadrettet skal sikre, at Slots- og Kulturstyrelsen har de elartikler og det værktøj, der skal bruges til vedligeholdelsen af statens slotte, haver og kulturejendomme.

”Vi er stolte over samarbejdet med Slots- og Kulturstyrelsen. Der er noget særligt over at være leverandør på en opgave, der handler om vedligeholdelsen af Danmarks kulturarv. Sidste år blev Lemvigh-Müller kåret som Eliteleverandør til det offentlige, og vi glæder os til at vise, at vi naturligvis fortsat kan leve op til den fornemme titel,” siger Allan Mikkelsen, salgschef i Lemvigh-Müller med ansvar for salget til den offentlige sektor.

Alt til slottet – samlet ét sted

Aftalen betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen får adgang til et varesortiment på mere end 170.000 varenumre. Der er alt, hvad vedligeholdelsesarbejdet kræver – samlet ét sted, så det er let tilgængeligt. Samtidig er der fokus på hurtig levering og nem bestilling via EDI.

”Vi er naturligvis stolte af at have så bredt og kvalitetsstærkt et sortiment, som denne opgave kræver. Samtidig ved vi, at Lemvigh-Müller er valgt, fordi vi sætter en ære i leveringssikkerhed og tilbyder elektronisk bestilling og fakturering – derved slipper Slots- og Kulturstyrelsen for bøvlet administration og papirarbejde”, siger Allan Mikkelsen.

Høje krav giver skarpere samhandel

Lemvigh-Müller er med sit stærke, landsdækkende logistik-setup og effektive e-businessløsninger en oplagt partner for det offentlige, ikke mindst statslige styrelser som netop Slots- og Kulturstyrelsen:

”De statslige arbejdspladser ligger i hele landet, og det skal man som leverandør kunne levere ind på – sikkert og til tiden. Samtidig er der i den offentlige sektor et stort fokus på effektivisering af indkøb, så det er også noget, man som leverandør skal kunne understøtte. De høje krav, som den offentlige sektor stiller til samhandlen, er med til at udvikle Lemvigh-Müller og gøre os endnu skarpere”, siger Allan Mikkelsen.