3-trins vandbehandling fra Bosch. Sådan!
Hvordan sikrer man, at varmepumpen efter installationen fortsat leverer den bedst mulige energieffektivitet? Der skal fokus på vandkvaliteten i anlægget.
Varmepumper er ikke længere en ny teknologi. Du har sikkert godt styr på, hvilken varmepumpe der skal vælges til en given opgave, og du er muligvis også ret fortrolig med installationen af den. Men vil du sørge for, at varmepumpen efter installationen bliver ved med at levere den bedst mulige energieffektivitet og samtidig bevarer sin kvalitet, skal du have fokus på vandkvaliteten i anlægget.
Det bliver også specificeret i standarden DS 1150:2019, som har til formål at højne varmepumpens energieffektivitet fx ved at angive nogle krav til arbejdsgange. Heri er vandkvalitet nævnt som et særskilt punkt, og der står bl.a., at centralvarmeanlægget skal gennemskyldes og påfyldes behandlet vand, fx demineraliseret vand.
Det skal du bruge
Med Boschs produkter til en 3-trins vandbehandling bliver anlægget ikke alene påfyldt behandlet vand – men vandet bliver fortsat renset under driften. Du kan altså beskytte varmepumpen endnu bedre ved at sørge for, at anlægsvandet er fri for både mineraler, luft og snavs. Derved opnår du bedre drift, højere effektivitet og længere levetid for selve varmepumpen og for hele varmeanlægget.
Bosch tilbyder vandbehandlingsprodukter til alle 3 trin:
- Bosch Demineraliseringsanlæg til at fjerne mineralerne
- Bosch Magnetit- og snavssamler til at rense for urenheder
- Bosch Mikroboble-udluftere til at fjerne luften

Demineralisering – fjern mineralerne fra anlægsvandet
Drikkevandet i Danmark indeholder store mængder kalk og andre mineraler, hvilket mindsker effektiviteten i varmepumpen og -anlægget. Det kan også føre til korrosion i anlægsdelene grundet ion-vandring.
Er der samtidig meget luft til stede i anlægget kan korrosionsprocessen gå virkelig stærkt. Demineraliseringen foregår ved, at alt anlægsvand, inklusiv det som efterfyldes, passerer igennem et særligt granulat. Mineralerne binder sig til granulatet, hvorefter vandets hårdhedsgrad, ledningsevne og pH-værdi optimeres, så vandet ikke længere er aggressivt over for varmeanlægget.
Magnetit- og snavssamler – fjern urenheder fra anlægsvandet
Boschs magnetit- og snavsfiltre filtrerer anlægsvandet for urenheder. Nogle af urenhederne er ikke synlige for det blotte øje, og partiklerne på ned til 5 μm kan skabe de største problemer i form af driftsforstyrrelser og slitage på anlægget.
Med et magnetit- og snavsfilter i varmeanlægget kanaliseres alt anlægsvandet gennem dette filter, og antallet af partikler i varmeanlægget reduceres. Når snavsaflejringer reduceres, mindskes risikoen for driftsnedbrud på pumper, varmeveksleren beskyttes og der spares energi på lang sigt, da et uhindret og konstant flow opretholdes.
Mikroboble-udlufter – fjern luften fra anlægsvandet
Der findes ikke et varmeanlæg, som er 100 % lufttæt. Luft vil komme ind i anlægget på forskellige måder, specielt når der påfyldes anlægsvand. Men luft kan også trænge ind i anlægget under almindelig drift gennem mikroskopiske sprækker i rør, i samlinger eller slidte pakninger.
Luft, som bliver optaget i anlægsvandet, fjernes mest effektivt ved hjælp af en mikroboble-udlufter.
Denne type udlufter afviger fra en almindelig udlufter, der kun fjerner større luftbobler. Fjernes luften fra anlægsvandet, øges effektiviteten, anlægget bliver mere driftssikkert, risikoen for korrosion mindskes og samtidig undgås den unødige støj, som luft i et varmeanlæg kan forårsage.
Desuden skal varmeanlægget ikke længere løbende udluftes manuelt.