3. november 2021

Har du en grøn plan? – søg tilskud til den nu!

Hvis du driver en lille eller mellemstor virksomhed og overvejer, hvordan du kan arbejde lidt mere bæredygtigt, kan du nu søge tilskud til at udvikle dine grønne ideer.

Har du en vision om, hvordan de opgaver eller produkter, lige nøjagtig din virksomhed arbejder med, kan bidrage til en mere bæredygtig og klimavenlig verden, kan du lige nu søge støtte til at gøre den til virkelighed.

Penge fra EU

Det er EU, som vil hjælpe SMV’erne med at udvikle bæredygtige initiativer. Pengene kommer fra EU-initiativet Virksomhedspakken, som skal hjælpe SMV’erne med at komme ovenpå efter COVID 19-pandemien. En del af dem er øremærket til grønne initiativer, og det er dem, du nu kan ansøge om at få del i.

Du kan søge om 50.000 eller 150.000 kroner til henholdsvis begyndere inden for grøn omstilling eller mere erfarne, som måske allerede har lagt en plan for, hvordan de kan arbejde mere bæredygtigt.

Men du skal rykke hurtigt, for ansøgningsfristen udløber allerede 7. november kl. 12.00

Øg energieffektiviteten og spar på energien

Pengene kan bruges til fx rådgivning, hvor du kan få dækket halvdelen af dine udgifter, max. henholdsvis 50.000 og 150.000 kr. Hvis din bæredygtighedsplan kræver investeringer, kan du søge om at få godtgjort 25 pct. af din investering, ligeledes max. 50.000 og 150.000 kr.

Hvis du vælger at bruge dit tilskud til rådgivning, kan din egenbetalingsandel udgøres af timer, du selv bruger på forløbet med rådgiveren. Du kan også vælge at bruge tilskuddet til fx markedsanalyse, grønne produktforbedringer eller forbedring af produktionsprocesser til højere ressourceeffektivitet.

For at kunne søge tilskud skal din virksomhed opfylde en række krav, bl.a. have et dansk CVR-nummer og en positiv egenkapital.