Bosch: Viden er vejen til velfungerende varmepumper
Viden er afgørende, hvis en varmepumpeløsning skal fungere optimalt. Bosch Termoteknik hjælper installatører med kurser og support.
Flere og flere boligejere erstatter gas- eller oliefyr med en varmepumpe, og VVS-installatørerne er blevet dygtigere til at installere og indregulere varmepumpeløsninger. En undersøgelse af en række varmepumpeløsninger i boliger, som Videncenter for Energibesparelser i Bygninger ved Teknologisk Institut har gennemført for Energistyrelsen, viser, at 75 procent af løsningerne kan betegnes som gode. Det betyder blandt andet, at de har en høj virkningsgrad, og at ejerne er tilfredse med deres funktion.
Resultatet er en markant forbedring i forhold til 2017, hvor blot 16 procent af varmepumpeløsninger, Teknologisk Institut, undersøgte, kunne betegnes som gode.
Forbedring skal komme fra viden
Men på trods af den betydelige fremgang er der altså fortsat plads til forbedring. Og den skal komme fra viden, mener Brian Nielsen, produktchef hos Bosch Termoteknik.
”Næsten enhver opvarmningsopgave kan løses med en varmepumpe, men det kræver høj faglighed hos installatøren at sikre kvalitet i installationen, både i forhold til selve varmepumpen og i forhold til det varmeanlæg, den skal fungere sammen med. Derfor er uddannelse afgørende for velfungerende installationer her og nu og på langt sigt afgørende for, om man lykkes med at gøre varmepumper til en del af sin forretning,” siger han.
Klar med support og kurser
Bosch Termoteknik afholder løbende varmepumpekurser med temaer som installation, service og fejlfinding samt modelspecifikke kurser, der giver installatører et dybt kendskab til de pågældende varmepumpemodeller. Derudover sidder Bosch Termotekniks eksperter klar til at hjælpe installatørerne med dimensionering og anden support, der gør det lettere at planlægge og installere en perfekt varmepumpeløsning til ethvert behov.
Brian Nielsen opfordrer installatørerne til at benytte sig af både support og kurser, også selv om det kan være en udfordring at finde tid til at supplere sin viden.
”Vi ved godt, at installatørerne løber meget stærkt for at imødekomme efterspørgslen på varmepumper lige nu. Derfor har vi også tilrettelagt vores kurser så effektivt som muligt i forhold til de produkter og den teknologi, de handler om. Vi har blandt andet online-kurser helt ned til et par timers varighed, så der er gode muligheder for at passe et kursus ind i en travl hverdag,” siger han.