7. marts 2023

Få hjælp til dokumentationen af ståls klimapåvirkning

Med de nye, skærpede klimakrav til byggeri, som trådte i kraft ved årsskiftet, er der kommet et loft for, hvor meget CO2 nye bygninger må udlede.

Klimakravene gælder for alt byggeri, som har fået byggetilladelse i 2023, og for nybyggeri som er større end 1.000 kvm er der en grænseværdi for CO2-udledningen. Kravene betyder blandt andet, at klimapåvirkningen skal dokumenteres med en såkaldt livscyklusvurdering (LCA). Det har stor indflydelse på hverdagen ude på byggepladserne og ikke mindst i bygherrers, rådgiveres og entreprenørers projektkontorer, og der er kommet stor opmærksomhed på miljødata for byggematerialer, herunder stål:

”Med de nye krav er det afgørende at sikre sig, at ens stålleverandører kan dokumentere klimaegenskaber og sporbarhed for sine produkter med valide data. Det handler om ansvarlighed, om lovgivning og også om økonomi. I yderste konsekvens risikerer man et byggestop, eller at et færdigt byggeri ikke kan tages i brug, fordi dokumentationen mangler”, siger Director Uve Edemann fra Lemvigh-Müllers stålafdeling.

 

Krav skaber spørgsmål

De nye krav har givet mærkbart mere travlhed hos Lemvigh-Müller:

”Vi oplever en meget stor interesse for stål produceret med mindre CO2-udledning, og vi får især mange spørgsmål om, hvordan man dokumenterer byggeståls klimaegenskaber,” siger Uve Edemann.

 

Et komplekst regnestykke

Lemvigh-Müller kan dokumentere klimapåvirkningen for en lang række af de stålprodukter, virksomheden leverer til byggebranchen, i form af miljøvaredeklarationer – EPD’er – og materialecertifikater ifølge branchestandarden EN 10204 fra stålværkerne.

”Klimapåvirkningen er et kompliceret regnestykke, men vi har den viden og de data, der skal til for at hjælpe vores kunder med dokumentationen,” siger Uve Edemann.

Et af de parametre, Lemvigh-Müller har særligt fokus på, er den faktiske genanvendelsesprocent i stål produceret i elektriske lysbueovne, såkaldt EAF-stål. Den ståltype er i princippet hovedsagelig skrotbaseret og dermed mindre miljøbelastende end stål produceret i højovne. Alligevel kan skrotandelen være forskellig fra producent til producent.

 

Bæredygtighed er konkurrenceparameter

Lemvigh-Müllers bæredygtighedschef, Pernille Kiær, ser lav klimapåvirkning som et vigtig konkurrenceparameter i fremtiden, både i byggeriet og industrien.

”Byggeriet har fået stort fokus på at reducere CO2-udledningen, og det er en god udvikling, for sektoren står for en betydelig del af Danmarks samlede CO2-udledning. Men alle kommer til at forholde sig til krav om transparens i forhold til bæredygtighed og miljøpåvirkning. Derfor har vi tæt fokus på, hvordan vi kan hjælpe vores kunder med at imødekomme fremtidens krav og på, hvordan vi selv kan drive vores forretning mere bæredygtigt,” siger Pernille Kiær.

 

Arbejder bredt med bæredygtighed

På bæredygtighedsområdet har Lemvigh-Müller blandt andet fokus på at reducere CO2 fra transport. Virksomheden driver også flere videnskoncepter, som hjælper virksomheder med at udvikle deres forretning i forhold til at understøtte den grønne omstilling. Desuden tilbyder Lemvigh-Müller kurser inden for bæredygtighedsaspekter som klimaledelse og -regnskab.

Hvis du er kunde hos Lemvigh-Müller, kan du hente EPD’er for stål her.

2016 06 28Kontormiljø Kolding 8A (1)

Kontakt os

Kontakt os – vi sidder klar til at hjælpe dig

 

Tlf.: 3695 5555