Pionerer i genanvendelse tager indkøb ind i den digitale tidsalder
Leverandørstyret lagerkoncept fra Lemvigh-Müller skal hjælpe HJHansen Recycling Group med at indkøbe forbrugsvarer nemt, hurtigt og rationelt.
Det bliver svært at finde en virksomhed med en længere historie indenfor cirkulær økonomi end HJHansen Recycling Group. Allerede i 1880’erne blev indsamling af og handel med glas og metal til genanvendelse en betydelig aktivitet i forretningen, der var grundlagt som en almindelig købmandshandel godt 50 år tidligere.
Men i HJHansen Recycling Group bliver der ikke brugt meget tid på at se sig tilbage. Aktiviteterne udvikles løbende, senest med etableringen af HJHansen Wind Decom, et komplet koncept for nedtagning af vindmøller og genanvendelse af de værdifulde ressourcer, der indgår i dem.
Vil optimere driften
Lige nu kigger HJHansen Recycling Group mod indkøbsoptimering og leverandørstyret lager (VMI) for at optimere driften yderligere. I første omgang i forbindelse med indkøb og disponering af små forbrugsvarer, også kaldet C-varer. For eksempel arbejdshandsker, sikkerhedsbriller og høreværn.
C-varer er ofte ikke specielt kostbare, men de er afgørende for at opretholde en effektiv produktion, og i mange virksomheder bruges der en del af dem. Det betyder, at der er et stort rationaliseringspotentiale ved at automatisere og optimere indkøbene, konstaterer Henrik Lakman, ansvarlig for lagerstyringskonceptet SmartLager® hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller.
”Der kan være en tilbøjelighed til overindkøb og opbygning af små lagre af forbrugsvarer rundt omkring i virksomheden, fordi de er så afgørende for produktionen. Med en SmartLager-løsning er man altid sikker på, at forbrugsvarerne er til rådighed i den rette mængde. Man løber ikke tør, og man binder ikke driftsmidler i for stor lagerbeholdning. Samtidig sparer man tid og opnår en større ansvarlighed i forhold til forbruget,” siger han.
Valgte ambitiøs løsning
HJHansen Recycling Group har valgt en af de mest ambitiøse SmartLager-løsninger fra Lemvigh-Müller i form af en SaveBox-lagerautomat fra producenten IVM Micrologistics. Baggrunden for den beslutning er, at HJHansen Recycling Group har prioriteret en løsning, der udgør en væsentlig aflastning og gør hverdagen lettere for virksomhedens egne lagerfolk. I lagerautomaten kan medarbejderne selv udtage de forbrugsvarer, de har brug for, ved at scanne deres medarbejderkort.
Lagerautomaten overvåger selv beholdningen og giver melding om behov for genopfyldning. På den måde aflastes både HJHansen Recycling Groups lageransatte og virksomhedens egne indkøbere, som får frigjort tid til at fokusere på mere strategiske opgaver.
Løsninger kan skræddersys til virksomheden
Lagerautomater er oplagte i forbindelse med ERP-systemer, der integrerer ordrebehandling, salg og økonomi. Men de kan også anvendes enkeltstående eller indgå i en skræddersyet SmartLager-løsning præcist tilpasset virksomhedens behov.
I første omgang har HJHansen Recycling Groups medarbejdere adgang til 46 varenumre fra Lemvigh-Müller i virksomhedens lagerautomat.
Om HJHansen Recycling Group
HJHansen Recycling Group er en af Danmarks største genvindingsvirksomheder. Ud over forarbejdning og genanvendelse af jern-, metal- og elektronikskrot oparbejder virksomheden kabler, miljøbehandler biler, og er eksperter inden for nedbrydning af vindmøller og andre metalkonstruktioner. HJHansen Recycling Group har hovedsæde i Odense og beskæftiger 275 ansatte på sine 25 lokationer i Danmark og Sverige. Virksomheden havde i sit seneste regnskabsår en omsætning på 3,7 mia. DKK.