Lemvigh-Müller kunde vælger CO2 reduceret stål
I et tæt samarbejde sætter Lemvigh-Müller og kunden Give Steel A/S, nye standarder for CO2 reduceret stål med ArcelorMittal's XCarb® bjælke.
Give Steel leverer konstruktionsstål med markedets laveste CO2-aftryk til ambitiøs bygherre, der udvider sine produktionsfaciliteter. Råvaren til stålkonstruktionen med det lave CO2-aftryk går under navnet XCarb® og har fundet vej til det danske projekt gennem et tæt samarbejde mellem Give Steel og stålgrossisten Lemvigh-Müller, der sourcer stålet fra ArcelorMittal, verdens førende stål- og mineselskab. Skrappe dokumentationskrav har stillet store krav til tæt dialog og samarbejde mellem bygherre, leverandør og stålværket omkring råvarens dokumentation og leveringstider.
Projektets store XCarb®-stålbjælker har med sine bare 333 kg CO2 pr. tons en af markedets laveste CO2-aftryk indenfor sin kategori og i de ønskede dimensioner. Det er cirka en tredjedel af CO2-aftrykket på den gennemsnitlige råvare, der i dag ligger til grund for Give Steels EPD, der lyder på 1.050 kg CO2 pr. tons for generel konstruktionsstål.
Til projektet leverer Give Steel ca. 5000 tons konstruktionsstål, hvoraf 80-90% af råvaren forventes at blive det nye XCarb® stål.
Tidlig involvering afgørende
I Give Steels indkøbsafdeling understreger man vigtigheden af tæt samarbejde og tidlig involvering, når man som entreprenør og bygherre vil reducere CO2-aftrykket på sin stålkonstruktion.
”Vi er blevet involveret tidligt i processen, og således fået mulighed for at indarbejde CO2-besparelser i stålkonstruktionen fra start, ved at lægge en plan for valg af stålværker med de laveste CO2-tal.
I Give Steel arbejder vi sammen med alle vores leverandører om at identificere råvarer, services og indhente CO2-dokumentation. XCarb® opnår sin lave CO2-værdi ved at det næsten udelukkende består af genanvendt stålskrot og produceres primært ved 100% vedvarende energi” fortæller Lars Dalgas, indkøbschef ved Give Steel.
Stigende efterspørgsel efter CO2 reduceret stål
Give Steel oplever generelt øget efterspørgsel på low carbon stål fra klimabevidste bygherrer. Det er helt efter planen for virksomheden, der for nyligt committede sig til Scienced-Based Target (SBTi). Dermed sikrer Give Steel at virksomhedens klimamålsætninger er vidensbaserede og i overensstemmelse med Parisaftalen. Den stigende efterspørgsel på low carb stål spiller således en væsentlig rolle for Give Steels klimastrategi, idet både kort- og langsigtede mål skal sikre at den globale temperaturstigning ikke overstiger 1,5 grader. Ydermere skal Give Steels operationer være CO2-neutrale i 2050.
Stålbranchen er generelt ansvarlig for cirka 5% af Europas samlede CO2-udledninger, og der er derfor stærkt brug for at stålbranchen rykker sig på grøn omstilling. Hos stålgrossisten Lemvig-Müller oplever man heldigvis, at de fleste stålværker er meget opsatte på at være med til at nedbringe CO2-udledningen og foretager massive investeringer for fortsat at kunne nedbringe stålets CO2-udledning.
Martin Jagd Nielsen, afdelingschef i Stål, Lemvigh-Müller siger: ”Bæredygtighed har som tema udviklet sig markant i vores samarbejde med Give Steel A/S de senere år. Det gælder både dialog om råvarer, men også sparring omkring dokumentationskrav. I denne specifikke sag, som vedrører nye fabrikker til en stor dansk produktionsvirksomhed, har vi fra start haft en tæt dialog med Give Steel om CO2-grænser. Der er flere værker, der arbejder med at nedbringe deres GWP-tal på deres produkter. Til denne konkrete sag skulle der bruges store bjælker samt HD bjælker, og derfor var der kun få værker, vi kunne source disse dimensioner fra, ligesom dokumentationskravet indskrænkede udvalget markant. Derfor gik vi videre med ArcelorMittal og deres XCarb®.”
Martin fortsætter: ”Det har været en langstrakt proces, som er løbet over flere måneder, og der var stor jubel, da vi sammen med Give Steel A/S kunne notere den første store bjælkeordre på XCarb® stål i begyndelsen af maj måned. Vi har gennem hele processen stået til rådighed og hjulpet med de mange afklarende spørgsmål, der har været, både vedrørende råvarer, dokumentation og leveringstider. Der har i hele forløbet været tæt dialog med Give Steel A/S og ArcelorMittal for at kunne få dette prioriteret og få løst opgaven på bedst mulige måde.”
Desuden har Lemvigh-Müller en ESG-afdeling med tre ansatte, som tager sig af compliance, undervisning af interne medarbejdere, samt dialog og videndeling med kunder. Gennem længere tid har Lemvigh-Müller haft god sparring med Give Steel om de stigende krav og gør brug af den viden, Lemvigh-Müller har i begge virksomheder, når noget nyt skal sættes i gang.
Udvikling ved værkerne
Martin kommenterer yderligere: ”De fleste værker arbejder på en eller anden måde med forberedelser eller implementering til den grønne omstilling. Derfor er vi på det seneste blevet præsenteret for nye forbedrede EPD’er fra vores væsentligste leverandører, heriblandt også vores leverandører på bjælker. De fleste bjælkeværker i Europa er baseret på skrot, som de omsmelter til stål via en smelteproces, der foregår i en lysbueovn (EAF). Denne proces er energikrævende, men i modsætning til de malmbaserede værker er det en mindre miljøbelastende produktionsmetode. Så selvom der kræves meget energi til smeltningen samt den videre produktion af stålet, er det for de skrotbaserede værker muligt via konvertering og sourcing af vedvarende energi at nedbringe CO2-udledningen markant. Det har således været muligt for bjælkeværkerne at nedbringe CO2-udledningen fra at have ligget på mere end 1.000 CO2-e/tons til 333 CO2-e/tons for bjælker.”
Afslutningsvis siger Martin: ”Vi oplever, at de fleste stålværker er meget opsatte på at være med til at nedbringe CO2-udledningen. De er meget bevidste om deres del af opgaven, idet de står for ca. 5% af den samlede CO2-udledning i Europa, og de foretager massive investeringer for fortsat at kunne nedbringe CO2-udledningen, og flere har mål om at blive CO2-neutrale.”
FAKTA
Om XCarb®
ArcelorMittals XCarb® RRP (recycled and renewable produced steel) er fremstillet med EAF, der bruger primært vedvarende energi og er fremstillet af en meget høj andel genanvendt stålskrot. Dette resulterer i et CO2-aftryk, der er væsentligt lavere – typisk omkring 70% lavere, end stål produceret i en konventionel højovn.
Varemærket XCarb® fra ArcelorMittal kombinerer teknologier, produkter og tjenester under én paraply for at reducere CO2-aftrykket i stålets fremstillingsproces. Innovative produktionsprocesser er dermed mere effektive, bruger mindre energi og udleder derfor betydeligt mindre CO2.
Om Give Steel A/S
Give Steel er en førende leverandør af bærende stålkonstruktioner i Nordeuropa. Virksomheden omsætter for over en milliard danske kroner, tæller 600 medarbejdere og har afdelinger i 3 lande på 5 lokationer.
Alle stålkonstruktioner er EPD-deklarerede og danskproducerede i et ansvarligt produktionsmiljø med hjælp fra avanceret robotteknologi på fabrikken i Brande. Give Steel er tilmeldt Scienced-Based Target initiativet (SBTi) og har modtaget flere priser, herunder Dansk Stålpris (2019 + 2022), flere Tekla BIM Awards samt CSR-priser for at tage socialt ansvar. Give Steel står også bag NGOen GROW, der har udviklet og etableret ”Den sociale bæredygtighedsberegner”, der udregner virksomheders og projekters sociale værdi.
Vil du vide mere om vores CO2-reducerede bjælker?
Kontakt os – vi sidder klar til at hjælpe dig
Herlev / Odense: tlf. 3695 1202
Randers: tlf. 3695 1005
Eller tag fat i din kontaktperson hos os.
Mandag til torsdag kl. 7.00 - 16.00
Fredag kl. 7.00 - 14.00