12. august 2025

Brandsikring starter før byggeriet

Effektiv brandsikring handler ikke kun om materialer, det handler om planlægning, samarbejde og korrekt installation.

Brandsikring er ikke noget, man gør til sidst i sit projekt. Det er en afgørende del af bygningens konstruktion og sikkerhed, og det starter allerede i planlægningsfasen. Alligevel oplever mange installatører og entreprenører, at brandsikring ofte bliver noget, der ”lige skal på plads til sidst”. Det giver ikke bare frustrationer på byggepladsen, det skaber også risiko for fejl, manglende dokumentation og potentielt livsfarlige svigt i tilfælde af brand.

For dig som bygningsinstallatør er det derfor afgørende at tænke brandsikring ind som en integreret del af dit arbejde, lige fra første tegning til sidste montering.

 

Tættere samarbejde mindsker fejl

Brandsikring i praksis er kompleks. Der er mange interessenter involveret, ingeniører, rådgivere, entreprenører og specialiserede leverandører, og ansvarsfordelingen kan hurtigt blive utydelig. Netop derfor er det vigtigt, at du som installatør er opmærksom på dit ansvar og dine muligheder for at påvirke processen.

Et tæt samarbejde mellem faggrupperne, særligt i planlægningen og projekteringen, mindsker risikoen for senere konflikter, ændringer og omarbejde. Når brandsikringen er gennemtænkt fra start, bliver installationen ikke kun hurtigere, den bliver også mere korrekt og nemmere at dokumentere.

 

Kend din rolle og dit ansvar

Som udførende installatør er du ofte den sidste, der arbejder med de fysiske brandtætninger, men det er ikke ensbetydende med, at du ikke har indflydelse. Tværtimod. Ved at være proaktiv i dialogen med rådgiver og bygherre, kan du sikre dig, at de nødvendige brandkrav er tænkt med i materialevalg og rørføringer, og ikke mindst, at dine opgaver kan udføres korrekt uden benspænd.

Et gennemgående problem på mange byggepladser er, at brandsikring tænkes ind for sent, hvilket betyder at føringsveje og konstruktioner allerede er udført, og måske ikke giver plads til de godkendte løsninger. Det tvinger installatøren til at improvisere eller søge dispensationer, som både koster tid og svækker kvaliteten.

 

Dokumentation skal være enkel og i orden

Dokumentation er en central del af moderne brandsikring, og det gælder ikke kun for rådgivere. Som bygningsinstallatør er det vigtigt at sikre, at dine løsninger er udført efter gældende standarder, og at de kan spores og dokumenteres.

Den nemmeste måde at sikre sig på er at bruge godkendte løsninger og materialer fra leverandører, der tilbyder den nødvendige dokumentation og support. Det gælder især i forbindelse med passiv brandsikring, hvor kravene til tætning af gennemføringer er tydelige, men også nemme at overse i en travl hverdag.

I takt med skærpede lovkrav og stigende fokus på sikkerhed, bæredygtighed og bygningers samlede levetid, er der ikke længere plads til halve løsninger. Du kan som bygningsinstallatør spille en vigtig rolle i at hæve standarden for, hvordan brandsikring tænkes og udføres i praksis.


Ved at inddrage brandsikring tidligt, stille krav til planlægning og ved at bruge dokumenterede løsninger, skaber du ikke bare en mere effektiv byggeproces, du skaber også tryghed for både brugere og bygherre.

Vil du vide mere om, hvordan du sikrer korrekt brandsikring i dine installationer?

 

Hos Lemvigh-Müller arbejder vi tæt sammen med branchens leverandører og stiller viden og support til rådighed, så du som fagperson står stærkere med løsninger, der virker i virkeligheden.