CO2e-reducerede stålbjælker løste udfordring med DGNB-certificering af nyt børnehus
Et tæt samarbejde mellem totalentreprenøren JYTAS, smedeværkstedet CT Stål og Lemvigh-Müller betød, at et byggeri kunne DGNB-certificeres, selv om det blev nødvendigt at bruge mere stål i konstruktionerne.
Totalentreprenøren JYTAS, der er specialist i præfabrikeret modulbyggeri, og Lemvigh-Müller måtte mobilisere al deres innovative kraft og omstillingsparathed i samarbejdet om opførelse af en ny, DGNB-certificeret børneinstitution til Ballerup Kommune. Det viste sig i projekteringsfasen, at placeringen tæt ved en S-togbane gav udfordringer i form af vibrationer, som gjorde det nødvendigt at forstærke konstruktionen. Det ville imidlertid resultere i for stor CO2e-udledning efter Bygningsreglementets grænseværdier.
Bygningsreglementet stiller skrappe krav til minimeringen af CO2e-udledning, som højst må være 12 kg. CO2e pr. kvm. pr. år for nybyggeri over 1000 kvm. I dette tilfælde ville de nødvendige konstruktionsændringer have haft for stor indflydelse på grænseværdierne og dermed have forhindret DGNB-certificeringen af byggeriet.
Godt samarbejde gav løsningen
Men i kraft af tæt samarbejde mellem JYTAS og virksomhedens underleverandør, smedeværkstedet CT Stål, samt Lemvigh-Müller blev den helt rigtige løsning fundet.
Det skete, efter afdelingschef og stålspecialist Martin Jagd Nielsen fra Lemvigh-Müller foreslog at genberegne konstruktionen med udgangspunkt i CO2e-reducerede UNP-bjælker fra den tyske stålproducent Stahlwerk Thüringen (SWT). SWT fremstiller et af de CO2e-reducerede produkter, Lemvigh-Müller har taget ind i sortiment.
SWT bruger udelukkende vedvarende energi i forbindelse med produktionen af CO2e-reduceret stål. Det bringer CO2e-værdien – det vil sige udledningen af drivhusgasser pr. ton produceret stål – helt ned på 327 kg mod 566 kg for SWT’s konventionelt fremstillede stål. Ved at udskifte bjælkerne i konstruktionen kunne grænseværdierne overholdes, og opførelsen af institutionen til 160 børn forløbe som planlagt.
JYTAS vil bruge mere CO2e-reduceret stål
Peter Snedker Ankjær, tegnestueleder hos JYTAS, ser en fremtid, hvor virksomheden kommer til at bruge endnu mere CO2e-reduceret stål. Stadig større modulbyggerier vinder frem, drevet af en udvikling hvor bygherrer i stigende grad efterspørger løsninger med kort byggetid, kvalitet og høj sikkerhed mod budgetoverskridelser. JYTAS’ hidtil højeste projekt er en seks etagers bygning på 7500 kvm. Den markerer dog langt fra den øvre grænse for, hvor højt JYTAS kan bygge. Konstruktionerne gør det muligt at bygge modulbyggeri helt op til 12 etager.
”Vi har allerede det næste projekt med CO2e-reduceret stål i pipelinen, og det kommer helt sikkert til at vinde frem. Vi arbejder løbende på at reducere udledningen for at leve op til fremtidige krav og for at sikre, at JYTAS følger udviklingen. Her bliver løsningen med CO2e-reduceret stål et vigtigt element,” siger Peter Snedker Ankjær.
Modulbyggeri lever fuldt op til traditionelt byggeri
Den nødvendige reduktion af byggeriets CO2e-udledning kunne også være opnået ved at erstatte stål med træ. Men et af JYTAS’ grundprincipper er, at virksomhedens løsninger skal kunne opføres med samme arkitektoniske kvaliteter og bygningsmæssige egenskaber som traditionelt byggeri, forklarer Peter Snedker Ankjær.
”Uorganiske konstruktionsmaterialer som stål har mange fordele. Det giver os mulighed for at sikre niveaufri adgang og bygge i op til 12 etager. Samtidig kan vi tilbyde flotte arkitektoniske løsninger med moduler, som har en levetid på mere end 50 år.” siger han.
Dialog med kunder om klimaaspekter
Hos Lemvigh-Müller fylder CO2e-udledning og andre klimaaspekter stadig mere i dialogen med kunderne, konstaterer Martin Jagd Nielsen.
”Vores relation med kunderne udvikler sig i retning af et vidensbaseret partnerskab, hvor vi bliver mødt med nye og langt højere forventninger i forhold til bæredygtigheds- og klimaaspekter. Derfor udvikler vi også målrettet vores kompetencer på det område, så vi fortsat kan bidrage til at udvikle vores kunders forretning. Blandt andet i form af seminarer og temamøder om emner, der optager vores kunder. På det område fylder mere miljørigtige løsninger meget lige nu,” siger Martin Jagd Nielsen.
Smedeværksted gør klar til højere krav
Hos CT Stål er smedemester og medindehaver Carsten Leth også begyndt at forbedrede sig på en fremtid med højere krav til viden om og dokumentation af ståls klimapåvirkning.
”Der er ingen tvivl om, at udviklingen går den rigtig vej, og at vi skal kunne gøre rede for vores materialers klimapåvirkning i fremtiden. Indtil nu har det fortrinsvis været i forhold til offentlige kunder, men rådgivere og arkitekter vil følge efter, og så kommer vendepunktet for alvor. Den udvikling har vi set for træ, og det samme vil ske for stål,” siger Carsten Leth.
Udvikling i den rigtige retning
Martin Jagd Nielsen ærgrer sig over, at branchen endnu ikke kan imødekomme alle kundeønsker til CO2e-reducerede stålprodukter – men udviklingen går den rigtige vej, mener han.
”Vi får konkrete forespørgsler, for eksempel på pladeformater, hvor der i dag ikke findes CO2e-reducerede alternativer. Her har vi en central rolle i værdikæden som formidler overfor stålværkerne. De kan bare ikke omstille deres produktioner fra den ene dag til den anden, men de lytter til os, så det skal nok komme,” siger Martin Jagd Nielsen.
Vi hjælper dig med klimadokumentation på stål.

Stålindustrien på vej mod mindre klimabelastning
Produktionen af den stålkvalitet, som Lemvigh-Müller har leveret i forbindelse med opførelsen af en ny børneinstitution i Ballerup Kommune, er blandt de mindst CO2e-udledende på markedet.
Nogle vil kalde det grønt eller bæredygtigt – vi kalder det CO2e-reduceret*). Det gør vi for at være ærlige. Overordnet betragtet er stålproduktion nemlig ikke klimavenlig. Faktisk er stålindustrien en af de mest energiforbrugende – og dermed CO2e-udledende – overhovedet.
Det er imidlertid muligt at fremstille stål med mindre CO2e-udledning ved at basere produktionen på genbrugsmateriale – skrot. Og ved at bruge vedvarende energi i forbindelse med produktion kan CO2e-udledningen yderligere reduceres.
UNP-stålbjælkerne til børneinstitionen er fremstillet af det tyske stålværk Stahlwerk Thüringen (SWT), som udelukkende anvender vedvarende energi i sin produktion af CO2e-reduceret stål baseret på skrot. SWT arbejder på at udfase anvendelsen af fossile energikilder i sin produktion fuldstændigt.
Fremstilling af et ton CO2e-reduceret stål hos SWT udleder 327 kg CO2e.
*) CO2e betyder CO2-ækvivalenter. Ud over CO2 omfatter tallet andre drivhusgasser, som kan være udledt i forbindelse med produktionen. For eksempel metan.